Veldefinerede krav til plantekvaliteten
For at sikre den bedst mulige kvalitet, har vi i Suså Planteskole en række veldefinerede procedurer og krav til vores produktion:
• Vi bruger kun de bedste provenienser tilgængelige på markedet inden for hver træsort
• Vi tilstræber altid, hvis muligt, først at optage planterne dagen før afsendelse til kunden
• Planterne sorteres og pakkes så vidt muligt direkte i marken, hvilket sikrer mindst mulig eksponering i forhold til vind og vejr

 

Ydermere har vi i Suså Planteskole en række klare og målbare parametre, som afgør, om et parti planter kvalitetsmæssigt er i orden:
• Højden fra rodhals til endeknop
• Rodhalstykkelse
• Rodvolumen
Udover, at disse parametre skal være i orden, skal planten ved levering være vital, dvs. frisk og fri for evt. mekaniske skader samt angreb af svampe og insekter.
For så vidt angår rodhalsdiameter, er den mindste diameter, der leveres, 5 mm. Vores krav til rodhals-diameteren afhænger i øvrigt af plantesort og højde, hvilket du kan læse mere om i vores plantekatalog.
Planteskolen er tilmeldt Plantedirektoratets herkomst- og sundhedskontrol med skovfrø og -planter.

En planteskole, hvor der tages hensyn til miljøet
I Suså Planteskole sælger vi produkter, der er med til at skabe et sundt miljø, og det er derfor naturligt, at vores produktion sker under hensyntagen til miljøet.
Suså Planteskole blev derfor i 2008 miljøcertificeret efter det internationale miljøcertificerings program for planteskoler og gartnerier, Milieu Programma Sierteelt (bedre kendt som MPS). Suså Planteskole har opnået en MPS-A certificering, hvilket betyder at planteskolen har et lavt forbrug af gødning, plantebeskyttelsesmidler og energi, og at vi håndterer affald på den mest hensigtsmæssige måde.
Læs mere om MPS HER.